28-10-2020

Efter rideulykken i 1999, hvor jeg faldt af og pådrog mig et brud på min lænd, blev jeg meget opmærksom på min egen krops funktion. En bevidsthed jeg ikke tidligere havde haft.

De første mange uger efter ulykken var jeg sengeliggende, og de efterfølgende 3 måneder var jeg altid iført et skift korset, når jeg ikke lå i min seng.

Da jeg endelig fik korsettet af, havde jeg ikke engang styrken i mit core til at bære mit eget skelet, og jeg faldt sammen på gulvet i et skrig af smerte og afmagt.

Den efterfølgende tid stod på genoptræning for at blive stærk nok til at kunne bære mig selv oprejst igen. Jeg lærte også om løfteteknikker - at stabilisere mit core ved at trække maven lidt ind og spænde let i mine mavemuskler (og derved skåne min ryg), placere et ben på hver side af den genstand, der skulle løftes fra jorden, gå ned i knæ, bukke ganske let i begge mine albuer og med et godt greb med en hånd på hver side af genstanden, kunne jeg løfte genstanden ved ganske simpelt at strække mine ben ud igen til opretstående. På den måde blev det mit core der bar mig, og mine ben, der bar genstanden. 

Hold da op jeg har båret mange sække foder, mange hø- og halmballer, mange spande vand og ikke mindst mange trillebør fulde hestemøg med min ryg, mine skuldre, min nakke og mine arme. 

En lærdom jeg siden tog med mig, da jeg igen begyndte at ride min hest. Både bevidstheden om at bære mig selv over hesten via mit core, og også forståelsen af, hvorledes mine schenkler kan aktivere hestens bæring i sine bagben, og derved lette belastningen på hestens forpart. 

 

20-01-2020

Endelig blev det tid for mig at debutere med min skønne islandske hest Vincent fra Stettekær. Vi red en Gædingafimi Middelsvær. Det er en dressurdisciplin, hvor der skulle være mindst 6 øvelser heraf 2 obligatoriske og mindst 3 gangarter. Og ellers skulle jeg selv sammensætte programmet og vælge musik til. Det gælder så om at få sammensat et program, der viser hesten fra sin bedste side og vælge øvelser, der gør hesten bedre og bedre igennem programmet. En yderst spændende måde at ride et program, hvor der altså er plads til at improvisere undervejs. Der gives en karakter for hver øvelse og en karakter for "Udførsel og sværhedsgrad", for "Gangarter" og for "Sæde og indvirkning". Slut resultatet bliver et gennemsnit af alle karakterer.
Jeg havde en fantastisk dejlig ridetur. Vincent var en stjerne og en guttermand at have med, og jeg nød virkelig at være afsted til stævne med ham. Mit mål var at kunne ride ham, som jeg gør herhjemme i det daglige, og trods en hel flok af meget rustne sommerfugle i hele min krop, var jeg mest bare fuld af glæde og taknemmelighed for min dejlige hest, vores samarbejde og vores samhørighed. Vi opnåede 6,7 og vandt klassen.

15-01-2020

 Igår fik jeg en kastanie fra en sød lille piges pony. Hun havde selv pillet kastanien af sammen med hendes mor. “Jeg har en gave til dig” sagde den lille pige forventningsfuldt og rakte hendes lille hånd frem imod mig. “En gave til mig” svarede jeg noget overvældet (afbrudt midt i min undervisning). Pigen havde for første gang selv redet en undervisningslektion ved mig lidt tidligere på aftenen, og havde haft et grimt fald fra ponyen. Noget hun tilsyneladende ofte gjorde - ponyen løb simpelthen fra den ene ende af ridehuset - stoppede brat op eller bukkede - og så faldt pigen selvfølgelig af. Pigen havde en panik strop i sadlen, som hun plejede at gribe fat i, når ponyen spurtede afsted. Men det nåede hun så ikke denne gang. Tårerne trillede ned af den lille piges kinder, men uden en lyd, lod hun sin mor løfte sig op på ponyen igen. Jeg sagde til pigen og moderen, at det var vigtigt, at der altid var en voksen, der havde fat i ponyen, når pigen red. Jeg satte en line i ponyens trense og fulgte med dem rundt på banen. Nu var det vigtigt, at pigen (og ponyen) lærte, at hvis der blev taget i tøjlerne, skulle ponyen stoppe og hvis pigen lagde schenklerne til, skulle ponyen gå frem. Sådan brugte vi banens bogstaver til at lave skridt-parade-skridt og skridt-trav-skridt.  Pigen lavede selv alle overgangene, og jeg fulgte bare med. Pigen var faktisk ret god til at mestre teknikken, og hun blev bedre til at blive "bagved" hesten - i modsætning til at sidde klar til at gribe i stroppen, som sådan en anden rodeorytter. Det hjalp hende selvfølgelig også at mærke, at jeg dæmpede ponyen, når den forsøgte at fare frem. Da lektionen var slut, var pigen heldigvis glad igen. Så glad at jeg åbenbart havde fortjent en gave efterfølgende. "Tak for gaven", sagde jeg let forvirret over denne fine gestus. "Den er for held og lykke", svarede pigen, og mit hjerte smeltede. 

11-11-2019

Som opfølgning på det tilbagevendende problem med Vincents låste korsled blev jeg anbefalet at tage ham til hestetandlægen. Det var ellers kun ½ år siden, at han sidst havde fået ordnet tænder, men Sandie påpegede at Vincent ikke kunne skurre - altså køre under- og overmund fra side til side, og det virkede som om, at hans kæbeled var låst. Når det var tilfældet, havde Sandie erfaring med, at hesten ofte kom til at spænde andre steder som kompensation herfor, og dermed kunne det låste korsled være en eftervirkning af spændingerne i kæben. Hestetandlægen Lalla forklarede, at årsagen var, at han i begge sider havde en lang og en kort tand i overmunden og undermunden lige ud for hinanden. På den måde blev hans kæbeled låst fast, og man kunne ikke skurre hans mund fra side til side. For dressurheste er det specielt vigtigt, at de kan dette, forklarede hestetandlægen, når de stiller og bøjer sig i forskellige holdninger. Lalla gjorde den lange tand kortere, og med tiden vil den korte tand komme længere op/frem, så den lange tand ikke dominerer og låser kæben. Hun anbefalede, at jeg holdt øje med signalerne, jeg allerede havde observeret, og så viste hun mig, hvordan jeg checker, om han kan skurre fra side til side. 

29-08-2019

 Jeg har ofte hørt om hesteejere, der har fået rettet deres hestes korsled. Jeg havde indtil for nylig ingen erfaring med det selv. Måske har du læst det af mine tidligere blog indlæg, hvor jeg skrev om mine hestes første gange på vandbåndet ved Healthy Horse i Skibby. Vincent sporede ikke altid lige hverken på båndet eller i longen og indimellem gyngede han i trav utaktet på bagparten. Værre med nogle sadler på end andre og nogle få gange også i longen uden sadel. Jeg fik ham fuldt undersøgt ved dyrlægen med bøjeprøve og røntgenbilleder, der heldigvis var super fine. Den dag var han fuldstændig rengående i longearbejdet, men gyngede bagtil, når jeg red letridning. Denne dyrlæge kunne ikke hjælpe mig videre, omend det selvfølgelig var skønt at erfare, at min skønne Vincent var super fin i bøjeprøve og røntgen. Og så var han iøvrigt en STJERNE at have med i stiv kulding på udendørs springbane. 

På vandbåndet efterfølgende talte jeg med Sandie om udfordringen. Hun chekede straks hans korsled og forklarede, at hans muskler omkring hans korsled var låste, og at det gjorde, at hans korsled ikke arbejdede, som det skulle, hvad der højst sansynlig var årsagen til hans "gyngen". Hun behandlede ham med et kortvarigt meget velovervejet placeret tryk, som iflg. Sandie "gav musklerne et chok" og fik dem til at slippe.  Vincent kiggede meget fortørnet på Sandie i det sekund hun "rettede det berømte korsled", men med et efterfølgende højlydt smask og en ro i øjnene, der vidnede klart om en forløsning, kunne jeg konstatere, at det havde hjulpet ham. Vincent havde frem til denne dag vist en dårligere kvalitet af sin skridt - jappende og hektisk - og en trav, hvor han ikke kunne øge skridtlængden uden at springe i galop. Da jeg trænede ham i dagene efter behandlingen fra jorden og ved ridning, viste han en tydelig mere frigjort skridt og trav. Det var så FANTASTISK at se og mærke. I månederne efter dukkede det låste korsled op igen, og Sandie rettede det igen. Men som Sandie også påpegede, skal man være opmærksom på andre udfordringer, hvis hestens korsled jævnligt låser.