11-12-2018

 Jeg har redet det meste af mit liv og allerede i mine år som ponyrytter, red jeg stævner både i dressur og spring. Senere blev det dressuren, der fik min fulde opmærksomhed, og jeg har modtaget timevis af undervisning, deltaget på rigtig mange kurser og redet masser af stævner. Stævnerne er for mig et øjebliksbillede på, hvor jeg er i min og min hests udvikling. Både i forhold til mine egne svagheder og styrker, i forhold til øvelserne udførelse og ikke mindst i forhold til træningsskalaens 6 områder: takt, løsgjorthed, accept af biddet (kontakt), spændstighed, ligeudretning og samlingsgrad. Og så er det selvfølgelig også en mulighed for at sammenligne mig og min hest med mine konkurrenter og deres heste på dagen. De sidste mange år har jeg ikke deltaget i konkurrencer, men den udvikling jeg som rytter, menneske og ekvipage kan gennemgå i den daglige træning er jeg til gengæld fuldstændig facineret - ja vel nærmest afhængig af. Jeg elsker at blive bedre.

 Og en utrolig effektiv måde at blive bedre på er ved at lade sig optage på video - både i den daglige ridning, når du modtager undervisning og ved stævner. Og så rigtig nørde videoerne igennem efterfølgende: Hvordan sidder du på din hest? Er der noget du ønsker at ændre? Ser det ud som du troede? Når du ser videoerne straks efter optagelsen, kan du nemmere huske den følelse, du havde, da du red din hest. Måske oplever du, når du ser videoen, at det du ser passer fint med din følelse, måske er der plads til forbedring eller ændringer i din fremtidige træning. Hvad siger din underviser til dig, når du rider? Et godt eksempel er, når underviseren beder dig sidde mere lodret eller ride med kortere tøjler, og du ikke føler, at du sidder bagover eller forover eller har alt for lange tøjler. Når du så ser videoen, så ser du straks effekten af, at du rettede dine fejl. Og den følelse du fik af din hest efterfølgende, sat sammen med det du nu ser på vidoen, er ofte fuldstændig afgørende for din videre uddannelse og udvikling.

 Jeg har i mange år benyttet mig af denne måde at få en bedre selvindsigt, forståelse og fornemmelse af hesten på. Det skærper min opmærksomhed og styrker min selvtillid og selvdisciplin. I perioder bliver det en gang om ugen, at jeg får min mand til at optage 10-15 minutter af min ridning og andre gange lidt sjældnere. De perioder hvor vi ikke har fået prioriteret det, er helt tydeligvis de perioder, hvor jeg er blevet dårligere ridende.

 Så lad dette være en opfordring til dig om at lade dig videofilme jævnligt, når du rider din hest. Der vil være noget du ikke er vild med at se, og noget du vil elske at se, og med det kan du fortsætte din rejse til at blive en bedre rytter og styrke dit samarbejde med din hest. God fornøjelse Smiler

Her er lidt inspiration med en video af Vincent og jeg.

25-11-2018

Tilbage i 2007/2008 kom en rytter på en islandsk hest til mig for at få undervisning. Hendes kollega, der red en oldenborg hoppe, havde anbefalet mig. Da jeg ingen erfaring havde med islandske heste dengang, brugte jeg mine mange års erfaring som dressurrytter og dressurdommer. Det viste sig at bære frugt og ekvipagen blev spurgt om at repræsentere Danmark ved et stort arrangement i Sverige. Jeg tog med og sugede viden og lærdom til mig. På et tidspunkt var der også fremvisning af forskellige hingste. En rød hingst kom på banen, og da jeg så den hingst blev jeg meget begejstret for dens utrolig flotte bevægelser. Sådan en hest ville jeg have mig en dag. I 2012 hørte jeg om en hest ved navn Vincent, men på det tidspunkt ledte jeg ikke efter en hest mere. To år efter gik min søgning i gang og Vincent dukkede op igen. Jeg var vild med ham. Vild med hans sind og hans skønne bevægelser. Da jeg så hans papirer gjorde jeg store øjne. "Jamen han er jo efter den hingst, jeg så for mange år siden …" Det var helt klart ment to be, og jeg er så utrolig glad og taknemmelig for at han er min. Denne weekend blev så noget ganske særlig, da jeg var på et Blossi kursus med Rasmus Møller Jensen på Tjenergården. Vincent var en stjerne at have med, faciliteterne og omgivelserne skønne og undervisningen helt fantastisk. Æblet falder vidst ikke så langt fra stammen, og nu hvor jeg har mødt Gumi og snakket med ham i boksen, forstår jeg hvorfor han gjorde så stort et indtryk på mig for mere end 10 år siden.

17-08-2018

Træning af hesten på vandbånd er utrolig effektiv og super god træning. Her et billede af Tvistur fra den fjerde gang på vandbånd hos Healthy Horse i Skibby. Denne gang var Sandie kommet for lige at chekke op på Vincent, der de første tre gange trak meget mod højre og ofte lænede sig op af væggen i "brusekabinen". Men denne gang gik han lige på benene. Han havde et par uger haft landet skævt på hans venstre forhov og været lidt forskudt i hans skuldre. Nu, hvor det var rettet, sporede han lige på benene. Tankevækkende hvor lidt der skal til for at forstyrre hestens balance og evne til at bære sig ligeudrettet. Træningen på vandbånd har allerede båret frugt, og Vincent er nu begyndt at slappe af i sin forpart og bevæge sig gennem hele hans krop.

Begge heste startede 1. gang på vandbåndet med 5-8 minutter i moderat tempo med vand til kodehøjde. Langsomt, men sikkert, øges nu tiden på vandbånd, vandmængden og tempoet på vandbåndet. Det er en yderst givende træning, meget målbar og utrolig lærerig at stå i "vandkanten" og observere.  

Der er ingen tvivl om, at mine heste nyder deres ugentlig tur til "svømmehallen". Og jeg elsker at se mine heste fra jorden og nyder den meget tydelige forskel, som jeg kan mærke på begge mine heste, når jeg rider dem; Vincents generelle løsgjorthed, skulderfrihed og evne til at skridte afslappet og gennem hele kroppen er betydelig forbedret. Og Tvistur er blevet afgørende stærkere i sin bagpart til stor forbedring af såvel hans skridt som hans tølt, men også hans trav og galop bærer han bedre og mere taktfast.  

Og så er min opmærksomhed skærpet. I dag var min mand og jeg ude og gå en tur i skoven med vores hund. Det plejer at være mig, der går med vores hund i snor, men efter mødet med lastbilen, som jeg fortalte om i sidste indlæg, lod vi mine hænder holde fri og min mand blev dagens hundefører. Da vi havde parkeret bilen og gik ind i skoven, blev det regnvejr. Jeg tog mine hænder i lommen og skruttede mig. Men efter så mange måneder med høj solskin og ekstrem varme, var det egentlig helt dejligt at mærke regnen og høre dråberne falde på skovens tørstige blade. Min mand og vores hund går rask til, og hurtig sakkede jeg bagud. Det slog mig, hvor svært det var at følge dem, så længe jeg havde mine hænder nede i lommerne på min jakke. Så snart jeg tog hænderne op af lommen, kunne jeg svinge med armene og øjeblikkelig fik jeg en bedre rytme og bevægede mig med store lange skridt. Nu var det ikke længere svært at følge med. Det fik mig til at tænke på, hvor vigtigt det er for vores heste at bevæge sig gennem hele deres krop. At lette deres forpart og lade forbenene "svinge" frit. At åbne og løfte deres brystkasse og lade deres skuldre være så frie at deres forben kan flytte sig regelmæssigt og frigjort og ikke være i vejen for den energi, der kommer fra hestens bagben i form af afskub og bæring.

Forståelsen for at ride hesten fuldstændig ligeudrettet - lige på tøjlerne og lige under mig - har fået en herlig og opfriskende påmindelse.

14-08-2018

Lad mig være hudløs ærlig; Det gjorde ondt! Det gjorde først og fremmest fysisk ondt. Sekunderne hvor longelinen hurtigt og sikkert skræller huden af mine fingre med den der brændende fornemmelse, hvor fingrene får sit helt eget liv - sætter hjernen af og tager over - og jeg ikke længere er i stand til at holde fast på linen. Min venstre hånd hjælper til og mærker kort efter den samme brændende følelse på spidsen af min langefinger. Jeg kigger på mine fingre, mens jeg prøver at samle mig og vise min hest det lederskab og mod, han har så afgørende brug for ligenu. Jeg trækker vejret dybt og går med så afslappede lange skidt, det er mig muligt. Den brændende følelse i fingrene afløses af svien. Jeg kigger på fingrene igen. Det er heldigvis bare overfladisk. Så begynder hjernen at virke igen. Hvad skete der? Det gik så stærkt. 

Min hest og jeg gik en tur efter dagens træning fra jorden hjemme på vores bane. Da vi kommer op af vores 75 meter lange grusvej, går vi til højre ad vejen gennem byen. Det er en asfalteret vej med to meter græs rabat og høje træer og buske til begge sider. Ca. 50 meter længere fremme skal vi til venstre. Da vi er halvvejs kommer en kæmpe lastbil med anhænger i høj fart mod os. Jeg vinker til chaufføren om at sætte farten ned, men han fortsætter. Det går så stærkt, og jeg når ikke at tænke så meget før lastbilen passerer os. I det sekund den er ud for os, vender min hest Vincent rundt og galopperer afsted. Nu føles det som en virkelig dårlig film, der afspilles i slowmotion. Jeg ser min hest løbe i rabatten side om side med lastbilen, mens jeg bliver trukket med ham holdende fast i longelinen, der meter for meter løber ud af mine skrællede hænder. Så ophører larmen - lastbilen er forbi os - og så sker der noget helt vidunderligt. Vincent, der har retning hjemad og er kun få meter fra vores egen grusvej, sætter i trav og derefter i skridt. Så drejer han rundt, og står nu ude på vejen og kigger på mig. Longelinen er snoet rundt om hans hals, og selvom han stadig ser lidt skræmt ud, kigger han på mig, som om han vil sige "Er du ok?". Jeg går roligt hen til ham, vikler ham ud af longelinen og aer ham på halsen. Kom lad os gå videre.

Hvor er livet dog foranderligt. En rutchebane af følelser væltede frem og min selvsnak tog over; "Jeg kunne have mistet ham" og jeg følte en dyb taknemmelighed over, at han stadig var ved min side. "Idiot af en lastbil chauffør" - "han måtte slet ikke køre der" - "hvorfor fanden tog han ikke farten ned" - en følelse, som jeg har oplevet mange gange i mit liv specielt, når jeg har været kommet til skade. Den der følelse af ikke at kunne stole på verden og på andre mennesker. En svær følelse af at være uheldig - bange for at komme til skade, bange for at leve - og et øjebliks lyst til at gå tilbage i min hule og aldrig komme frem igen. En stærk følelse af lettelse over, at der trods alt ikke skete mere med mig; "Det er kun huden, der er revet af fingrene - det heler hurtigt igen". Så påskønnelsen af "at jeg stadig kan skrive". Og dernæst en påmindelse om at skrive mere. En påmindelse om at gøre mere af det, der gør mig glad. Og endelig en stor følelse af en helt unik samhørighed med min skønne hest, der vælger at kigge efter mig, da den værste fare er ovre.

 

24-07-2018

I sidste uge tilbragte jeg nogle herlige timer på en behagelig stol i høj solskinsvejr. Kasketten var på plads på mit hoved, og solbrillerne var pudset. Stolen stod lige udenfor hegnet ved bogstavet C på dressurbanen på Jonstrupgården i Osted. Lisbet Seierskilde havde spurgt mig, om jeg ville komme - og med min baggrund som dressurdommer - give en mundtlig vurdering af de mange herlige sommertræningslejr piger, som var på ophold ved Lisbet. Det var ren nostalgi for netop på Jonstrupgården, har jeg i en årrække boet og arbejdet for Susanne og Gert, da Lisbet var en lille pige. Så snakken gik, og alle de skønne minder væltede frem.
Det var en dejlig dag, og jeg så ryttere, ponyer og heste i alle afskygninger og på alle niveauer. På vej hjem tænkte jeg på, hvor unikke vores forhold med vores heste er, og hvilke fantastiske udviklingsmuligheder samværet med disse skønne skabninger giver os mennesker og ryttere.

På billedet ses undertegnede og min daværende hest Anton fra mine ungdomsår på Jonstrupgården.