13-03-2021

Der er mange muligheder, når det kommer til fodring af hestene. Og mange måder at gøre det på. I dette blogindlæg vil jeg dele mine erfaringer gennem mange år.

Jeg har haft hest, siden jeg var barn. Min første pony Diana boede ved min farfar, der stod for fodringen. Senere fik jeg ponyen Charleston, der stod opstaldet på den lokale rideskole. Det er alt sammen mange år siden, og dengang bestod foderet vidst primært af halm og byg. I mine ungdomsår boede og arbejdede jeg på et stort ridecenter, og her var det halm, hø og så en stor fodervogn med en hjemmelavet blanding af byg, havre, melasse og vitaminer, som vi havde på menuen. Efterfølgende havde jeg min varmblodshest Wincent opstaldet på steder, hvor der var halm/spåner/wrap og hø med i prisen, og hvor jeg selv skulle supplere hvis nødvendig. Nu blev mit fokus på vitaminer og andre tilskud efter behov skærpet. I 2005 fik jeg Wincent hjem. Nu var det hele op til mig, og sjovt nok heraf kom behovet for at gøre det så simpelt som muligt. Vitaminer, wrap og hø. Jeg var så privilegeret at have Wincent i 19 af hans 21 år, og i den tid opstod der undervejs behov i forhold til hans alder, sundhed og træningstilstand. På hans gamle dage og efter at han første gang fik spat i et bagben, gav jeg ham et tilskud af glucusamin. 

I dag har jeg islandske heste her på vores gård. Foderet til mine heste består også i dag af wrap, hø og vitaminer. Kan jeg få godt hø, bruger jeg det fra sommer til før nytår, og de sidste uger af året får hestene ½ hø og ½ wrap. Herefter får de wrap. Jeg regner med 1½ kg pr. 100 kg hest som vedligeholdelsesfoder – altså ca. 6 kg dagligt til hver af mine islandske heste. Men først og fremmest kigger jeg på hestene, og ser hvordan de ser ud i huld. Og mine 2 heste er meget forskellige – både i sind og eksteriør – og de har meget forskellige behov.

Tvistur er født på Island i 2002. Han kom til Danmark i 2005, og han har været min siden 2009. Han er en smidig og meget arbejdsivrig hest med en enorm forbrænding. Han er overbygget bagtil, har en mægtig hårpragt, spinkle ben og små smalle hove. Han har tidligere haft udfordringer med en mat pels, der ofte ikke var færdig fældet før hen i efteråret, hvor han igen satte vinterpels. Han spiser langsomt, går fra sin wrap og kommer tilbage igen. Han har ikke mange gram fedt på sig, og mister hurtig muskelfylde.

Vincent er danskfødt i 2007. Han blev min i 2014. Han er i dag meget muskuløs, men kommer nemt til at se oppustet ud. Han er kort i sin ryg, har kraftig knoglestruktur og har bredere hove. Vincent og Tvistur går i løsdriftsstald, så de har adgang til stalden med 3 bokse hele døgnet og kan komme i læ, ligge tørt og søge skygge, hvis de vil.  Hvis de går sammen, når jeg giver dem wrap, får Tvistur for lidt og Vincent for meget. Derfor gør jeg det, at jeg lukker dem hver for sig 3 af de 4 gange, jeg fodrer med wrap om vinteren. Så har de adgang til hver en boks og hver en fold. Det fungerer rigtig godt. Tvistur, der er længere tid om at spise sin wrap end Vincent, får tid og ro til at spise, holde pause og spise igen. Og jeg undgår, at Vincent får for meget wrap.

Jeg bor i et område med meget drænet jord. Det er fantastisk, for det betyder jo, at jeg ikke har ret meget mudder om vinteren, og at min ridebane kan bruges hele året. Men det er også en næringsfattig jord, som hurtigt bliver udvasket. Vi har opdelt vores græsareal i 4 mindre folde. På den måde kan græsset få lov at vokse, vi efter sår græs, gøder, slår græsset og giver kalk efter behov, og vi lader indimellem også en af foldene have helt fri for heste, hvis den trænger til at blive stærkere i sit rod net. Om sommeren får de dagligt en stribe græs svarende til en gæstefold ved et stævne. De får stadig tildelt vitaminer og hø efter behov.

Jeg har gennem årene prøvet mange forskellige vitamin produkter til hestene. Igennem de sidste år har jeg med stor glæde brugt vitaminer fra Castle Horse Feeds.

Tvistur stortrives på deres Smart Balance, som er, som Castle Horse Feeds selv skriver: ”mere end bare en vitaminpille. Det er baseret på naturlige og rene råvarer med en sammensætning af græsfibre, hørfrø, ærter og roefibre. Med sit høje indhold af sporstoffer, vitaminer, aminosyrer, fedtsyrer og antioxidanter, kan den ved en meget lille mængde dagligt balancere mangler fra grovfoderet på en så optimal måde som overhovedet muligt. Grundet sammensætningen og det ekstremt høje indhold af sporstoffer, antioxidanter og B-vitaminer er det særdeles velegnet til heste og ponyer, som har et ekstraordinært behov eller hvor tilførslen af livsvigtige næringsstoffer underforsynes”.  På grund af de udfordringer jeg har haft med hans matte og stride pels, der ikke ville fælde af, har jeg førhen haft tildelt ham tidskud af B-vitamin og ekstra vitaminbooster udover hans daglige vitaminpille. Men det har ikke været nødvendigt efter jeg begyndte at give ham Smart Balance.

Herudover giver jeg ham Smart Linseed, der bidrager med ”Essentielle fedtsyrer især omega 3, Slimdannelse i mave-tarmsystemet, Glansfuld pels, Understøttelse af hestens vitalitet, God proteinkilde, Højt indhold af fibre og Højt indhold af fordøjelig energi”.

Og Smart Zero Mix der bidrager med:  ”Høj andel af "Super Fibres", Diamond V XPC gærkultur, Højt indhold af olie og fedt, Højt indhold af omega 3 fedtsyrer, Understøttelse af muskelfunktionen, Forhøjet indhold af biotin til understøttelse af hovkomplekset, Fuldt balanceret vitaminer og mineraler i organisk form, Med bukkehornsfrø, oregano, salvie, hvidløg, pebermynte mf.”

Efter ridning får Tvistur Smart Zero Mash, der bidrager med: ”"Super Fibres" til understøttelse af bagtarmsfunktionen, Ekstra måltid, Ekstra væske, Slimstoffer fra hørfrø, og Høj biodiversitet af fibre og urter”.

Vincent bliver vitamindækket med MK Gold Mix med ”en meget lav udfodringsmængde uden at gå på kompromis med hverken råvarer, indhold eller kvalitet. MK Gold Mix dækker din hest ind fra 80 gram pr. 100 kg kropsvægt og egner sig derfor til heste, som ikke kræver en stor udfodring til at holde huld samt ved udfodring med godt grovfoder i passende mængder”.

Herudover giver jeg ham MK Lucerne Gold, der ”er en af de aller fineste lucerner, der er snittet i optimal længde for at give hesten den rette tyggetid. For at sikre et så højt næringsindhold som muligt, bruges hele planten, hvor den fine bladmasse presses i piller og tilsættes i produktet. I MK Lucerne Gold er der desuden tilsat snittet havrehalm til forlænget tyggetid samt havreskalklid, der begge bidrager med ekstra fibre til balancering og optimering af bagtarmsfunktionen. Lucerne har længe været kendt som en god proteinkilde til heste, der mangler huld, ved opbygning af muskler og som øgning af den daglige grovfoderration. MK Lucerne Gold er ingen undtagelse. Her får du både en god proteinkilde, en optimal fiberfordøjelse og essentielle fedtsyrer fra rapsolie i ét produkt”.

Og MK Smart LinPro der ”er nøje udvalgt til understøttelse af en optimal muskelfunktion ved at bidrage med råprotein samt essentielle aminosyrer som lysin og methionin”.

Gennem årene med mine heste har behovet for foder indimellem ændret sig. De har taget på, tabt sig, haft specifikke foderrelaterede udfordringer, udviklet sig gennem træningen og er jo også bare blevet ældre. Jeg værdsætter derfor den store variation, der er af foder ved Castle Horse Feeds og ikke mindst den super rådgivning og service, jeg har oplevet ved Ll. Haspeholm HesteFoder.

10-03-2021

I mange år har jeg kørt med mine heste i trailer, når vi skulle ”i byen”. Til undervisning, på kursus, på ture, til stævner og når jeg selv har undervist og haft mine egne heste med ved mine egne clinics. Jeg har stor respekt for at køre med mine heste, og jeg er til stadighed imponeret over, at vi kan få vores heste til at gå ind i en kasse med hjul. Når jeg kørte med min varmblodshest Wincent foregik det altid stille og roligt. Jeg kunne have lidt udfordringer indimellem med at læsse ham, men det løste jeg dengang ved, at jeg lagde en longeline bagom ham, og ”skubbede ham” ind. Jeg satte longelinen fast i traileren, og lagde longelinen på jorden i en blød bue udenfor traileren. Så parkerede jeg ham inde i buen og løftede longelinen op. Ofte gik han op i traileren, inden jeg nåede at bruge linen til at ”skubbe ham op med”. Han blev stående i traileren og forsøgte ikke at gå ud, før jeg havde taget bagbommen af. Jeg forstår nu, at det var mere held end forstand.

Da Wincent blev pensioneret som 19-årig, købte jeg en dejlig varmblodshoppe ved navn Hjælmbjergs Like a Lady. Lady gik gerne med mig op i traileren, men jeg kunne ikke gå ud igen for at lukke bagbommen, uden at hun bakkede med ud. Og hun var meget urolig og stresset, når jeg kørte med hende. Når jeg prøvede at sende hende frem og ind i traileren, mens jeg stod ved rampen, gik hun helt i baglås. Hun var meget stærk og trak mig efter hende væk fra traileren. Jeg var bange for at komme til skade, og jeg var bange for, at hun kom til skade, når hun sprang rundt ude på rampen. Jeg havde brug for hjælp fra en af ”drengene i de større klasser”, og jeg kontaktede Torben Andersen, der er specialist på området. Han kunne godt forstå, at jeg havde udfordringer, for det lykkedes hende faktisk også at trække ham ned af rampen et par gange. I min bog ”Træn din hest fra jorden” fortæller jeg:

”Det startede med megen modstand fra Lady, men Torben, med sit rolige gemyt og sin raske og stærke fysik, tog bare tiden og trænede de små detaljer. Efter en lille time kunne Torben læsse hende, og hun kunne stå roligt i traileren. Fantastisk følelse at se, at det kunne lade sig gøre. Og jeg blev helt rørt over at se den ro, der faldt på hende. Vi stoppede, mens legen var god, og en uge efter kom Torben så igen. Denne gang gik hun lige ind med det samme”.

Torben syntes at have et meget simpelt princip: Hun skulle kun gøre noget, hvis han bad hende om det. Hvis han tog frem i træktovet, skulle hun gå fremad, og tog han bagud i tovet, skulle hun træde tilbage. Da hun var blevet helt tryg ved traileren og forstod - og ikke mindst accepterede - træktovets betydning, brugte Torben også et fremaddrivende signal med træktovets ende, der roligt men dog insisterende, daskede hende på siden. Til sidst i træningen kunne han daske hende på bagparten og dermed få hende til roligt og velovervejet at træde et skridt mere frem med et eller begge bagben, så han kunne sætte bagbommen på og tage den af igen, uden at hun flyttede sig. Og under hele træningen gjaldt det, at når hun gjorde, hvad han bad hende om, fik hun pause.

”Heste elsker pauser, sagde han. Den anden session sluttede med, at jeg selv læssede hende. Torben viste mig præcis, hvad jeg skulle gøre med mig selv, med mine tanker og følelser og med mine arme og ben, og efter nogle korrektioner blev det en ren fornøjelse. Jeg kunne læsse Lady i begge sider af traileren. Jeg kunne lukke bommen uden modstand og tage bommen af, uden at hun gik tilbage, før jeg bad hende om det.

Jeg fortsatte med at træne hende jævnligt, jeg kørte med hende, og jeg havde aldrig udfordringer med hende igen. Desværre viste det sig, at Lady havde en knæskade som gjorde, at hun ikke kunne honorere mine krav om at være min dressurhest. Derfor valgte jeg at låne hende ud som avlshoppe. Det første sted kun kom til, var dog bestemt ikke det rigtige match, og efter mit første besøg på stedet aftalte vi, at jeg skulle køre hjem og hente min trailer og komme og hente hende hjem igen samme aften. Jeg var virkelig ked af at se hende sådan. Hun havde helt ændret adfærd. Fra at være en yderst selvsikker og tillidsfuld hest virkede hun nu meget nervøs og usikker. Jeg kunne slet ikke kende hende. Det var en lang køretur hjem og hente traileren, og jeg tudede hele vejen. På turen ned til Lady igen meldte min usikkerhed sig. På stedet havde de haft problemer bare med at håndtere hende, og nu skulle jeg for alt i verden bare have min Lady ind i traileren, så jeg kunne få hende hjem igen. Det var meget lang tid siden, at Lady og jeg havde trænet trailer, og frygten for hendes fysiske overlegenhed, som jeg kendte så godt, sammenholdt med min frygt for at hende eller jeg kom til skade, skræmte mig. 

Da jeg endelig kom ned til Lady igen, måtte jeg lige trække vejret dybt et par gange ude ved bilen og minde mig selv om den samhørighed Lady og jeg tidligere havde haft. Det var den følelse, jeg skulle gå ind til hende med. Jeg havde min rebgrime og det lange træktov med. Jeg gik ind i stalden til hende, lagde grimen på hende, og trak hende ud til traileren, som jeg havde gjort klar. Jeg gik op på rampen, pegede min højre hånd frem i venstre side af traileren, tog ganske let frem i træktovet, daskede hende let på skulderen/siden med enden af træktovet og gæt engang … Lady spadserede lige op i traileren. Jeg lukkede bagbommen, gik op og bandt hende, lukkede rampen og sagde pænt farvel til hende, der havde haft lånt hende. Jeg tudede igen, da jeg kørte hjem, men denne gang var det fordi, at jeg var så fuld af taknemmelighed og ydmyghed over det bånd, man kan have med heste.

Jeg er bestemt ikke ekspert på trailer træningsområdet, og jeg bliver det heller aldrig. Jeg er så glad for, at jeg fik den professionelle hjælp af Torben, og jeg bruger alt det, jeg lærte dengang, når jeg læsser mine heste i trailer i dag. Jeg har lavet en ”Sådan gør jeg” video, hvor jeg viser, hvordan jeg trailer træner min hest Vincent fra Stettekær. Måske kan videoen også inspirere dig til at træne trailer med din hest.

Sådan trailer træner jeg min hest Vincent fra Stettekær

God fornøjelse!

26-02-2021

Igennem mange mange år har jeg døjet med smerter i min lænd og følelsesforstyrrelser i mine ben og fødder. Ikke overraskende med det brud jeg pådrog mig på lænden, da jeg faldt af min hest i 1999. Efterfølgende har jeg fået nogle tilstødende komplikationer i form af diskus udfordringer og slidgigt.

For nogle år siden fik store udfordringer i min opstilling og ridning. Jeg syntes, at min balance i sadlen var dårlig, og det så ud til på videoerne, at jeg sad skævt. Jeg følte ikke, at jeg kunne mærke mit venstre sædeben i sadlen, og min overkrop lagde jeg ned mod venstre (og derved knækkede jeg "lynlåsen", som jeg beskriver i min bog "En halv parade - fra godgrundridning til de lette dressurklasser"). Derfor søgte jeg hjælp ved Fysioterapeut Kristine Høgh Hændler. Det møde blev en gave for livet. Både i forhold til mit daglige velbefindende og ikke mindst som rytter.

"Er der aldrig nogen af alle de behandlere, du har gået ved, der har fortalt dig, at du ikke har lige lange ben?", spurgte Kristine få sekunder efter, at hun så mig første gang. "Øh, næh", svarede jeg lettere forvirret. Det vidste sig, endda ganske tydeligt, at mit højre ben er længere end det venstre. Kristine forklarede, at hun i sit daglige arbejde som fysioterapeut så mange mennesker med uens benlængde. Mange får aldrig problemer med det, men hvis man får skader på kroppen, så er der stor risiko for, at det faktum at man bærer sig selv skævt, kan give en masse følgeskader, som på sørgelig vis ofte bare tørres af på den skade, man har pådraget sig.

I månederne optil at jeg kontaktede Kristine, var jeg begyndt at træne i fitnesscenter med det formål at blive mere fit og stærk og for at tabe mig. Jeg nyder at træne i fitnesscenter. Jeg elsker følelsen af at gøre noget godt for mig selv (og i sidste ende også for mine heste). Jeg elsker den personlige udvikling, som jeg gennemgår, og jeg har som rytter og underviser stor glæde og gavn af den forøgede kropsbevidsthed, som jeg opnår gennem de forskellige styrketrænende, smidiggørende og kardio trænende øvelser, jeg udfører i fitnesscentret. Men efter kort tid fik jeg oftere følelsesforstyrrelser i mine ben og fødder og forøget smerter i min lænd. Smerter som jeg kunne genkende helt tilbage fra min genoptræningstid efter rideulykken. 

Da Kristine så mig første gang, var min muskulatur i højre side tydelig mere udviklet end i min venstre. Når jeg fx. sad på en stol med let bukkede ben, bulede min lårmuskel på højre ben op, mens den venstre var flad. Så i al den tid jeg havde trænet, havde jeg trænet mig selv skæv. 

Kristine forklarede mig, at man kunne have uens benlængde af mange grunde. I mit tilfælde er det simpelthen en formodet medfødt skævhed i mine knogler i mine ben. Altså at skinnebenet og/eller lårbensknoglen er længere i højre side end i venstre. Der er en forskel på ca. 7 milimeter, og umiddelbart lyder det måske ikke af meget, men på hesten ser det ofte ud til, at jeg har længere højre bøjle end venstre. Det ben, der er længst, lander først, forklarede Kristine, og det ben, der er kortest, lander overstrakt og med tilt i bækkenet frem, således at sædebenet tilter bagud, og man kan derfor siddende i sadlen ikke få bækkenet ind under sig, dvs. man kan kun drive/få kontakt med hesten i højre side af sædet. Mange af de udfordringer jeg havde som rytter, gav pludselig mening.

Kristine rettede mit bækken, og alene den behandling var yderst tiltrængt. Jeg var tæt på at græde. Det gjorde ikke ondt, men den fornemmelse jeg fik, da mit bækken igen sad lige, var utrolig forløsende. Hvis vi blot havde stoppet der, var mit bækken helt sikkert tiltet igen, når jeg var kommet op fra briksen og gik videre på mine uens længde ben. Faktisk skete det få uger efter, hvor jeg i nogle dage med høj feber og influnza var sengeliggende, og derefter skulle jeg ud og ride igen. Jeg var på det tidspunkt i færd med at prøve en ny sadel til min hest Vincent, der ikke er bleg for at påpege, hvis han mener, at noget er galt. Og den dag "råbte" han meget højt; Han stoppede op flere gange med ørerne vendt bagud, og han hylede demonstrativt, sådan som kun han kan, da jeg steg af og på. De kloge hoveder omkring mig ytrede logisk nok, at den der sadel ihvertfald ikke passede til ham. 

Jeg tog frustreret kontakt til Kristine samme dag, der roligt forklarede mig, at jeg ikke havde gået længe nok på mine lige ben, så min muskulutur var stærk nok til at holde mit "skæve skelet" og slet ikke, når jeg slap med feber havde været sengeliggende. Jeg kørte straks til Kristine, der igen rettede mit bækken. Samme aften gik jeg ud til Vincent, sadlede ham op med den "forkerte" sadel og red min skønne Vincent, der glad og tilfreds virkede som om han vidste, at han havde mindet mig om, hvor stor indflydelse vores egen opstilling og balance har på vores heste. 

Siden mit første besøg ved Kristine har jeg gået med en sål i min sko på mit korteste ben. Alle sko og støvler, som jeg ikke kan have sål i, er erstattet med sko, hvor sålen kan være der. Mit held er at min venstre fod - på det korte ben - er mindre end min højre fod, så det passer som regel ok med en sål i den ene sko. Jeg går ikke på bare fødder, og hvis mit bækken sidder korrekt er det ligefrem ubehageligt at gå på mine skæve ben.  

27-11-2020

Her sidst i november startede jeg Vincent for 2. gang i Gædingafimi (den islandske verdens dressur disciplin).
Dagene før stævnet havde været helt ekstrem stressfulde, og indtil selve dagen, var der tvivl om, om vi kom til start. Og jeg havde ellers sådan glædet mig. Jeg træner meget målrettet frem mod et stævne. I denne disciplin er der nogle obligatoriske øvelser og krav til gangarter og tempi, men man skal selv sammensætte sit program og sætte musik til. Det er en disciplin, som ikke er så udbredt i Danmark endnu, og ved dette stævne blev rigtig mange retningslinjer lavet om helt frem til få dage før stævnet, ligesom selve stævnets forløb var dels påvirket af alle Covid19 restriktionerne, men også langt under standard for, hvad vi forhåbentlig kan forvente ved lignende fremtidige stævner, når alle bliver mere erfarne på området.
Jeg bruger stævnerne som et her og nu billede på, hvor jeg og min hest er i vores udvikling. Og det er fuldstændig afgørende for mig, at mit program bliver optaget på video. Det giver - sammen med dommersedlen - så meget mere mening at arbejde videre derfra.
Vincent var ligesom sidst en stjerne guttermand at have med i byen. Vi opnåede en samlet karakter på 6,3, hvilket rakte til en anden plads.
Jeg er så glad for, at Vincent og jeg kom afsted. Det er jo netop sammen med mine heste og i sadlen, at jeg finder roen, glæden og den enorme følelse af samhørighed med min hest. Det er her, jeg føler mig hjemme.

28-10-2020

Efter rideulykken i 1999, hvor jeg faldt af og pådrog mig et brud på min lænd, blev jeg meget opmærksom på min egen krops funktion. En bevidsthed jeg ikke tidligere havde haft.

De første mange uger efter ulykken var jeg sengeliggende, og de efterfølgende 3 måneder var jeg altid iført et skift korset, når jeg ikke lå i min seng.

Da jeg endelig fik korsettet af, havde jeg ikke engang styrken i mit core til at bære mit eget skelet, og jeg faldt sammen på gulvet i et skrig af smerte og afmagt.

Den efterfølgende tid stod på genoptræning for at blive stærk nok til at kunne bære mig selv oprejst igen. Jeg lærte også om løfteteknikker - at stabilisere mit core ved at trække maven lidt ind og spænde let i mine mavemuskler (og derved skåne min ryg), placere et ben på hver side af den genstand, der skulle løftes fra jorden, gå ned i knæ, bukke ganske let i begge mine albuer og med et godt greb med en hånd på hver side af genstanden, kunne jeg løfte genstanden ved ganske simpelt at strække mine ben ud igen til opretstående. På den måde blev det mit core der bar mig, og mine ben, der bar genstanden. 

Hold da op jeg har båret mange sække foder, mange hø- og halmballer, mange spande vand og ikke mindst mange trillebør fulde hestemøg med min ryg, mine skuldre, min nakke og mine arme. 

En lærdom jeg siden tog med mig, da jeg igen begyndte at ride min hest. Både bevidstheden om at bære mig selv over hesten via mit core, og også forståelsen af, hvorledes mine schenkler kan aktivere hestens bæring i sine bagben, og derved lette belastningen på hestens forpart.