26-02-2021

Igennem mange mange år har jeg døjet med smerter i min lænd og følelsesforstyrrelser i mine ben og fødder. Ikke overraskende med det brud jeg pådrog mig på lænden, da jeg faldt af min hest i 1999. Efterfølgende har jeg fået nogle tilstødende komplikationer i form af diskus udfordringer og slidgigt.

For nogle år siden fik store udfordringer i min opstilling og ridning. Jeg syntes, at min balance i sadlen var dårlig, og det så ud til på videoerne, at jeg sad skævt. Jeg følte ikke, at jeg kunne mærke mit venstre sædeben i sadlen, og min overkrop lagde jeg ned mod venstre (og derved knækkede jeg "lynlåsen", som jeg beskriver i min bog "En halv parade - fra godgrundridning til de lette dressurklasser" side 28). Derfor søgte jeg hjælp ved Fysioterapeut Kristine Høgh Hændler. Det møde blev en gave for livet. Både i forhold til mit daglige velbefindende og ikke mindst som rytter.

"Er der aldrig nogen af alle de behandlere, du har gået ved, der har fortalt dig, at du ikke har lige lange ben?", spurgte Kristine få sekunder efter, at hun så mig første gang. "Øh, næh", svarede jeg lettere forvirret. Det vidste sig, endda ganske tydeligt, at mit højre ben er længere end det venstre. Kristine forklarede, at hun i sit daglige arbejde som fysioterapeut så mange mennesker med uens benlængde. Mange får aldrig problemer med det, men hvis man får skader på kroppen, så er der stor risiko for, at det faktum at man bærer sig selv skævt, kan give en masse følgeskader, som på sørgelig vis ofte bare tørres af på den skade, man har pådraget sig.

I månederne optil at jeg kontaktede Kristine, var jeg begyndt at træne i fitnesscenter med det formål at blive mere fit og stærk og for at tabe mig. Jeg nyder at træne i fitnesscenter. Jeg elsker følelsen af at gøre noget godt for mig selv (og i sidste ende også for mine heste). Jeg elsker den personlige udvikling, som jeg gennemgår, og jeg har som rytter og underviser stor glæde og gavn af den forøgede kropsbevidsthed, som jeg opnår gennem de forskellige styrketrænende, smidiggørende og kardio trænende øvelser, jeg udfører i fitnesscentret. Men efter kort tid fik jeg oftere følelsesforstyrrelser i mine ben og fødder og forøget smerter i min lænd. Smerter som jeg kunne genkende helt tilbage fra min genoptræningstid efter rideulykken. 

Da Kristine så mig første gang, var min muskulatur i højre side tydelig mere udviklet end i min venstre. Når jeg fx. sad på en stol med let bukkede ben, bulede min lårmuskel på højre ben op, mens den venstre var flad. Så i al den tid jeg havde trænet, havde jeg trænet mig selv skæv. 

Kristine forklarede mig, at man kunne have uens benlængde af mange grunde. I mit tilfælde er det simpelthen en formodet medfødt skævhed i mine knogler i mine ben. Altså at skinnebenet og/eller lårbensknoglen er længere i højre side end i venstre. Der er en forskel på ca. 7 milimeter, og umiddelbart lyder det måske ikke af meget, men på hesten ser det ofte ud til, at jeg har længere højre bøjle end venstre. Det ben, der er længst, lander først, forklarede Kristine, og det ben, der er kortest, laver ligesom sådan en svingbane udad, inden det lander. Når det korte ben har lavet det sving tilstrækkelig mange gange, er der en risiko for, at det får bæknet til at tilte forover. Når det gør det, tipper sædeknoglen bagud. Mange af de udfordringer jeg havde som rytter, gav pludselig mening.

Kristine rettede mit bækken, og alene den behandling var yderst tiltrængt. Jeg var tæt på at græde. Det gjorde ikke ondt, men den fornemmelse jeg fik, da mit bækken igen sad lige, var utrolig forløsende. Hvis vi blot havde stoppet der, var mit bækken helt sikkert tiltet igen, når jeg var kommet op fra briksen og gik videre på mine uens længde ben. Faktisk skete det få uger efter, hvor jeg i nogle dage med høj feber og influnza var sengeliggende, og derefter skulle jeg ud og ride igen. Jeg var på det tidspunkt i færd med at prøve en ny sadel til min hest Vincent, der ikke er bleg for at påpege, hvis han mener, at noget er galt. Og den dag "råbte" han meget højt; Han stoppede op flere gange med ørerne vendt bagud, og han hylede demonstrativt, sådan som kun han kan, da jeg steg af og på. De kloge hoveder omkring mig ytrede logisk nok, at den der sadel ihvertfald ikke passede til ham. 

Jeg tog frustreret kontakt til Kristine samme dag, der roligt forklarede mig, at jeg ikke havde gået længe nok på mine lige ben, så min muskulutur var stærk nok til at holde mit "skæve skelet" og slet ikke, når jeg slap med feber havde været sengeliggende. Jeg kørte straks til til Kristine, der igen rettede mit bækken. Samme aften gik jeg ud til Vincent, sadlede ham op med den "forkerte" sadel og red min skønne Vincent, der glad og tilfreds virkede som om han vidste, at han havde mindet mig om, hvor stor indflydelse vores egen opstilling og balance har på vores heste. 

Siden mit første besøg ved Kristine har jeg gået med en sål i min sko på mit korteste ben. Alle sko og støvler, som jeg ikke kan have sål i, er erstattet med sko, hvor sålen kan være der. Mit held er at min venstre fod - på det korte ben - er mindre end min højre fod, så det passer som regel ok med en sål i den ene sko. Jeg går ikke på bare fødder, og hvis mit bækken sidder korrekt er det ligefrem ubehageligt at gå på mine skæve ben.  

27-11-2020

Her sidst i november startede jeg Vincent for 2. gang i Gædingafimi (den islandske verdens dressur disciplin).
Dagene før stævnet havde været helt ekstrem stressfulde, og indtil selve dagen, var der tvivl om, om vi kom til start. Og jeg havde ellers sådan glædet mig. Jeg træner meget målrettet frem mod et stævne. I denne disciplin er der nogle obligatoriske øvelser og krav til gangarter og tempi, men man skal selv sammensætte sit program og sætte musik til. Det er en disciplin, som ikke er så udbredt i Danmark endnu, og ved dette stævne blev rigtig mange retningslinjer lavet om helt frem til få dage før stævnet, ligesom selve stævnets forløb var dels påvirket af alle Covid19 restriktionerne, men også langt under standard for, hvad vi forhåbentlig kan forvente ved lignende fremtidige stævner, når alle bliver mere erfarne på området.
Jeg bruger stævnerne som et her og nu billede på, hvor jeg og min hest er i vores udvikling. Og det er fuldstændig afgørende for mig, at mit program bliver optaget på video. Det giver - sammen med dommersedlen - så meget mere mening at arbejde videre derfra.
Vincent var ligesom sidst en stjerne guttermand at have med i byen. Vi opnåede en samlet karakter på 6,3, hvilket rakte til en anden plads.
Jeg er så glad for, at Vincent og jeg kom afsted. Det er jo netop sammen med mine heste og i sadlen, at jeg finder roen, glæden og den enorme følelse af samhørighed med min hest. Det er her, jeg føler mig hjemme.

28-10-2020

Efter rideulykken i 1999, hvor jeg faldt af og pådrog mig et brud på min lænd, blev jeg meget opmærksom på min egen krops funktion. En bevidsthed jeg ikke tidligere havde haft.

De første mange uger efter ulykken var jeg sengeliggende, og de efterfølgende 3 måneder var jeg altid iført et skift korset, når jeg ikke lå i min seng.

Da jeg endelig fik korsettet af, havde jeg ikke engang styrken i mit core til at bære mit eget skelet, og jeg faldt sammen på gulvet i et skrig af smerte og afmagt.

Den efterfølgende tid stod på genoptræning for at blive stærk nok til at kunne bære mig selv oprejst igen. Jeg lærte også om løfteteknikker - at stabilisere mit core ved at trække maven lidt ind og spænde let i mine mavemuskler (og derved skåne min ryg), placere et ben på hver side af den genstand, der skulle løftes fra jorden, gå ned i knæ, bukke ganske let i begge mine albuer og med et godt greb med en hånd på hver side af genstanden, kunne jeg løfte genstanden ved ganske simpelt at strække mine ben ud igen til opretstående. På den måde blev det mit core der bar mig, og mine ben, der bar genstanden. 

Hold da op jeg har båret mange sække foder, mange hø- og halmballer, mange spande vand og ikke mindst mange trillebør fulde hestemøg med min ryg, mine skuldre, min nakke og mine arme. 

En lærdom jeg siden tog med mig, da jeg igen begyndte at ride min hest. Både bevidstheden om at bære mig selv over hesten via mit core, og også forståelsen af, hvorledes mine schenkler kan aktivere hestens bæring i sine bagben, og derved lette belastningen på hestens forpart. 

 

20-01-2020

Endelig blev det tid for mig at debutere med min skønne islandske hest Vincent fra Stettekær. Vi red en Gædingafimi Middelsvær. Det er en dressurdisciplin, hvor der skulle være mindst 6 øvelser heraf 2 obligatoriske og mindst 3 gangarter. Og ellers skulle jeg selv sammensætte programmet og vælge musik til. Det gælder så om at få sammensat et program, der viser hesten fra sin bedste side og vælge øvelser, der gør hesten bedre og bedre igennem programmet. En yderst spændende måde at ride et program, hvor der altså er plads til at improvisere undervejs. Der gives en karakter for hver øvelse og en karakter for "Udførsel og sværhedsgrad", for "Gangarter" og for "Sæde og indvirkning". Slut resultatet bliver et gennemsnit af alle karakterer.
Jeg havde en fantastisk dejlig ridetur. Vincent var en stjerne og en guttermand at have med, og jeg nød virkelig at være afsted til stævne med ham. Mit mål var at kunne ride ham, som jeg gør herhjemme i det daglige, og trods en hel flok af meget rustne sommerfugle i hele min krop, var jeg mest bare fuld af glæde og taknemmelighed for min dejlige hest, vores samarbejde og vores samhørighed. Vi opnåede 6,7 og vandt klassen.

15-01-2020

 Igår fik jeg en kastanie fra en sød lille piges pony. Hun havde selv pillet kastanien af sammen med hendes mor. “Jeg har en gave til dig” sagde den lille pige forventningsfuldt og rakte hendes lille hånd frem imod mig. “En gave til mig” svarede jeg noget overvældet (afbrudt midt i min undervisning). Pigen havde for første gang selv redet en undervisningslektion ved mig lidt tidligere på aftenen, og havde haft et grimt fald fra ponyen. Noget hun tilsyneladende ofte gjorde - ponyen løb simpelthen fra den ene ende af ridehuset - stoppede brat op eller bukkede - og så faldt pigen selvfølgelig af. Pigen havde en panik strop i sadlen, som hun plejede at gribe fat i, når ponyen spurtede afsted. Men det nåede hun så ikke denne gang. Tårerne trillede ned af den lille piges kinder, men uden en lyd, lod hun sin mor løfte sig op på ponyen igen. Jeg sagde til pigen og moderen, at det var vigtigt, at der altid var en voksen, der havde fat i ponyen, når pigen red. Jeg satte en line i ponyens trense og fulgte med dem rundt på banen. Nu var det vigtigt, at pigen (og ponyen) lærte, at hvis der blev taget i tøjlerne, skulle ponyen stoppe og hvis pigen lagde schenklerne til, skulle ponyen gå frem. Sådan brugte vi banens bogstaver til at lave skridt-parade-skridt og skridt-trav-skridt.  Pigen lavede selv alle overgangene, og jeg fulgte bare med. Pigen var faktisk ret god til at mestre teknikken, og hun blev bedre til at blive "bagved" hesten - i modsætning til at sidde klar til at gribe i stroppen, som sådan en anden rodeorytter. Det hjalp hende selvfølgelig også at mærke, at jeg dæmpede ponyen, når den forsøgte at fare frem. Da lektionen var slut, var pigen heldigvis glad igen. Så glad at jeg åbenbart havde fortjent en gave efterfølgende. "Tak for gaven", sagde jeg let forvirret over denne fine gestus. "Den er for held og lykke", svarede pigen, og mit hjerte smeltede.