17-08-2018

Træning af hesten på vandbånd er utrolig effektiv og super god træning. Her et billede af Tvistur fra den fjerde gang på vandbånd hos Healthy Horse i Skibby. Denne gang var Sandie kommet for lige at chekke op på Vincent, der de første tre gange trak meget mod højre og ofte lænede sig op af væggen i "brusekabinen". Men denne gang gik han lige på benene. Han havde et par uger haft landet skævt på hans venstre forhov og været lidt forskudt i hans skuldre. Nu, hvor det var rettet, sporede han lige på benene. Tankevækkende hvor lidt der skal til for at forstyrre hestens balance og evne til at bære sig ligeudrettet. Træningen på vandbånd har allerede båret frugt, og Vincent er nu begyndt at slappe af i sin forpart og bevæge sig gennem hele hans krop.

Begge heste startede 1. gang på vandbåndet med 5-8 minutter i moderat tempo med vand til kodehøjde. Langsomt, men sikkert, øges nu tiden på vandbånd, vandmængden og tempoet på vandbåndet. Det er en yderst givende træning, meget målbar og utrolig lærerig at stå i "vandkanten" og observere.  

Der er ingen tvivl om, at mine heste nyder deres ugentlig tur til "svømmehallen". Og jeg elsker at se mine heste fra jorden og nyder den meget tydelige forskel, som jeg kan mærke på begge mine heste, når jeg rider dem; Vincents generelle løsgjorthed, skulderfrihed og evne til at skridte afslappet og gennem hele kroppen er betydelig forbedret. Og Tvistur er blevet afgørende stærkere i sin bagpart til stor forbedring af såvel hans skridt som hans tølt, men også hans trav og galop bærer han bedre og mere taktfast.  

Og så er min opmærksomhed skærpet. I dag var min mand og jeg ude og gå en tur i skoven med vores hund. Det plejer at være mig, der går med vores hund i snor, men efter mødet med lastbilen, som jeg fortalte om i sidste indlæg, lod vi mine hænder holde fri og min mand blev dagens hundefører. Da vi havde parkeret bilen og gik ind i skoven, blev det regnvejr. Jeg tog mine hænder i lommen og skruttede mig. Men efter så mange måneder med høj solskin og ekstrem varme, var det egentlig helt dejligt at mærke regnen og høre dråberne falde på skovens tørstige blade. Min mand og vores hund går rask til, og hurtig sakkede jeg bagud. Det slog mig, hvor svært det var at følge dem, så længe jeg havde mine hænder nede i lommerne på min jakke. Så snart jeg tog hænderne op af lommen, kunne jeg svinge med armene og øjeblikkelig fik jeg en bedre rytme og bevægede mig med store lange skridt. Nu var det ikke længere svært at følge med. Det fik mig til at tænke på, hvor vigtigt det er for vores heste at bevæge sig gennem hele deres krop. At lette deres forpart og lade forbenene "svinge" frit. At åbne og løfte deres brystkasse og lade deres skuldre være så frie at deres forben kan flytte sig regelmæssigt og frigjort og ikke være i vejen for den energi, der kommer fra hestens bagben i form af afskub og bæring.

Forståelsen for at ride hesten fuldstændig ligeudrettet - lige på tøjlerne og lige under mig - har fået en herlig og opfriskende påmindelse.

14-08-2018

Lad mig være hudløs ærlig; Det gjorde ondt! Det gjorde først og fremmest fysisk ondt. Sekunderne hvor longelinen hurtigt og sikkert skræller huden af mine fingre med den der brændende fornemmelse, hvor fingrene får sit helt eget liv - sætter hjernen af og tager over - og jeg ikke længere er i stand til at holde fast på linen. Min venstre hånd hjælper til og mærker kort efter den samme brændende følelse på spidsen af min langefinger. Jeg kigger på mine fingre, mens jeg prøver at samle mig og vise min hest det lederskab og mod, han har så afgørende brug for ligenu. Jeg trækker vejret dybt og går med så afslappede lange skidt, det er mig muligt. Den brændende følelse i fingrene afløses af svien. Jeg kigger på fingrene igen. Det er heldigvis bare overfladisk. Så begynder hjernen at virke igen. Hvad skete der? Det gik så stærkt. 

Min hest og jeg gik en tur efter dagens træning fra jorden hjemme på vores bane. Da vi kommer op af vores 75 meter lange grusvej, går vi til højre ad vejen gennem byen. Det er en asfalteret vej med to meter græs rabat og høje træer og buske til begge sider. Ca. 50 meter længere fremme skal vi til venstre. Da vi er halvvejs kommer en kæmpe lastbil med anhænger i høj fart mod os. Jeg vinker til chaufføren om at sætte farten ned, men han fortsætter. Det går så stærkt, og jeg når ikke at tænke så meget før lastbilen passerer os. I det sekund den er ud for os, vender min hest Vincent rundt og galopperer afsted. Nu føles det som en virkelig dårlig film, der afspilles i slowmotion. Jeg ser min hest løbe i rabatten side om side med lastbilen, mens jeg bliver trukket med ham holdende fast i longelinen, der meter for meter løber ud af mine skrællede hænder. Så ophører larmen - lastbilen er forbi os - og så sker der noget helt vidunderligt. Vincent, der har retning hjemad og er kun få meter fra vores egen grusvej, sætter i trav og derefter i skridt. Så drejer han rundt, og står nu ude på vejen og kigger på mig. Longelinen er snoet rundt om hans hals, og selvom han stadig ser lidt skræmt ud, kigger han på mig, som om han vil sige "Er du ok?". Jeg går roligt hen til ham, vikler ham ud af longelinen og aer ham på halsen. Kom lad os gå videre.

Hvor er livet dog foranderligt. En rutchebane af følelser væltede frem og min selvsnak tog over; "Jeg kunne have mistet ham" og jeg følte en dyb taknemmelighed over, at han stadig var ved min side. "Idiot af en lastbil chauffør" - "han måtte slet ikke køre der" - "hvorfor fanden tog han ikke farten ned" - en følelse, som jeg har oplevet mange gange i mit liv specielt, når jeg har været kommet til skade. Den der følelse af ikke at kunne stole på verden og på andre mennesker. En svær følelse af at være uheldig - bange for at komme til skade, bange for at leve - og et øjebliks lyst til at gå tilbage i min hule og aldrig komme frem igen. En stærk følelse af lettelse over, at der trods alt ikke skete mere med mig; "Det er kun huden, der er revet af fingrene - det heler hurtigt igen". Så påskønnelsen af "at jeg stadig kan skrive". Og dernæst en påmindelse om at skrive mere. En påmindelse om at gøre mere af det, der gør mig glad. Og endelig en stor følelse af en helt unik samhørighed med min skønne hest, der vælger at kigge efter mig, da den værste fare er ovre.

 

24-07-2018

I sidste uge tilbragte jeg nogle herlige timer på en behagelig stol i høj solskinsvejr. Kasketten var på plads på mit hoved, og solbrillerne var pudset. Stolen stod lige udenfor hegnet ved bogstavet C på dressurbanen på Jonstrupgården i Osted. Lisbet Seierskilde havde spurgt mig, om jeg ville komme - og med min baggrund som dressurdommer - give en mundtlig vurdering af de mange herlige sommertræningslejr piger, som var på ophold ved Lisbet. Det var ren nostalgi for netop på Jonstrupgården, har jeg i en årrække boet og arbejdet for Susanne og Gert, da Lisbet var en lille pige. Så snakken gik, og alle de skønne minder væltede frem.
Det var en dejlig dag, og jeg så ryttere, ponyer og heste i alle afskygninger og på alle niveauer. På vej hjem tænkte jeg på, hvor unikke vores forhold med vores heste er, og hvilke fantastiske udviklingsmuligheder samværet med disse skønne skabninger giver os mennesker og ryttere.

På billedet ses undertegnede og min daværende hest Anton fra mine ungdomsår på Jonstrupgården.

24-07-2018

"En fantastisk hest er jo stadig bare en hest - et menneske med udpræget forståelse for hesten er stadig bare et menneske - og en dygtig rytter er stadig bare en rytter. Men en harmonisk ekvipage - det er noget ganske særligt.

"

Karina Watson Olsen
20-07-2018

 I skrivende stund har jeg netop indgået et spændende samarbejde med Healthy Horse i Skibby ved Sandie Bregnager Kjær og hendes team. Jeg har siden 1999 trænet mine heste fra jorden som enestående træning og som supplement til min ridning. Det at se sin hest arbejde fra jorden, giver en helt unik forståelse for hestens bevægelsesmønstre, og det styrker samarbejdet og samhørigheden med hesten. Og at se mine heste på vandbåndet for første gang hos Healthy Horse var derfor også en utrolig givende oplevelse.

 Med træningsskalaens 6 trin (takt, løsgjorthed, accept af biddet/kontakt, spændstighed, ligeudretning og samlingsgrad) som guidelines for hestens uddannelse og udvikling, har jeg store forventninger til den bonus, som træningen på vandbåndet vil bidrage til.

 I onsdags var første gang på vandbåndet. Og jeg var selvfølgelig meget spændt på, hvordan de ville reagere på de nye udfordringer. Begge mine heste var hurtige til at forstå, hvad de skulle og fik ret hurtigt koordineret deres bevægelser til en regelmæssig 4 taktet skridt bevægelse også i vandet. Det er imponerende at se sin hest i vandet. Hele hestens krop kommer i lækker bevægelse, overlinjen arbejder smidigt og løsgjort, og så snart hesten har det rette tempo og den optimale balance, bevæger hesten sig fuldstændig ligeudrettet, og med en tydelig fremadsøgende tendens.

 Mine heste er hinandens diametrale modsætninger. Både hvad angår sind, eksteriør, arbejdsvilje, gangarter, kapacitet og evner. Og deres svagheder og styrker dermed ligeså: Tvistur er utrolig stærk i sine laterale bevægelser, og så er han helt ekstrem smidig. Han er ved ridning meget fremadgående - tilbyder altid mere fart - og får ofte afskubbet sig mere fremad end han kan bære, hvorved han bliver hektisk og kort i sine bevægelser. Tvistur er lettere overbygget bagtil, og når han går på folden selv, går han meget som i naturen - med vægten på forparten. Det første minut på vandbåndet, havde han svært ved at få bagparten til at følge med, men da han først fandt rytmen, kom hans smidighed og hans enorme arbejdsvilje ham tilgode. Med mere træning på vandbåndet vil jeg helt klart kunne mærke, at han bliver styrket i sin bagpart og får endnu nemmere ved at bevæge sig med spændstighed og i en større samlingsgrad. Tvistur bliver ved, og han var slet ikke svedt eller forpustet af arbejdet på vandbåndet. Han virkede nærmest lidt skuffet, da vi lukkede vandet ud og stoppede båndet CoolSandie og jeg blev hurtigt enige om, at en hest med sådan en arbejdsvilje kræver en rytter/træner og et træner team, som hele tiden passer på ikke at overbelaste.

 Vincent er udstyret med 4 virkelig gode og rentaktede gangarter. Han har en kort ryg, er meget muskuløs og har en kraftig knoglestruktur. Og så er han meget nem at holde huld på og lever jo hos mig primært af hø og wrap. Hans styrke ligger i skrivende stund i hans bagpart - hans svaghed i hans forpart. Da Vincent startede på vandbåndet, virkede han da også som om, at han var delt i to dele, og han slingrede indimellem mod højre. Han trådte rigtig godt til og bar sig nemt på sine bagben, men spændte imod i sin forpart, sænkede ryggen og bar sit hoved højere end ved ridning og træning fra jorden. Sandie fortalte, at når vi med tiden kan øge vandmængden på gåbåndet, vil vi kunne hjælpe ham til at få løsnet op i hans forpart. Da Sandie tjekkede ham på staldgangen, stod hans skuldre ikke helt lige, hvilket gav rigtig god mening i forhold til, hvad vi så på båndet. Sandie udførte nemt nogle små rettelser, hvorefter han stod helt lige igen. I de 4 år jeg nu har haft Vincent, har han gennemgået en enorm udvikling - både mentalt og fysisk. Han har gennem min dressuruddannelse både ved ridning og ikke mindst ved træning fra jorden, opnået en enorm styrke og en udpræget ro og tillid ved træningen, som for os begge er guld værd. Træningen på vandbåndet i dag, viste mig, hvordan mit fortsatte arbejde med Vincent skal være. Jeg vil have fokus på løsgjortheden og skulderfriheden - fortsætte med overgange, schenkelvigninger, vendinger, versader og traversader, men nu hvor han mestrer øvelserne, bruge dem mest som korrektion på spændinger eller modstand - gå og skridte lange gode ture, masser af galoparbejde på ovalsporet og i naturen og arbejde med konditionstræning og længerevarende temposkift. Vincent på vandbåndet.

Det var en dejlig dag Cool Jeg nød at være afsted med mine skønne heste, og det var en fornøjelse at være under kyndig vejledning af Sandie og hendes team af dygtige medarbejdere. Vi skal derop igen om en uge, og det glæder vi os meget til.