14-08-2018

Lad mig være hudløs ærlig

Lad mig være hudløs ærlig; Det gjorde ondt! Det gjorde først og fremmest fysisk ondt. Sekunderne hvor longelinen hurtigt og sikkert skræller huden af mine fingre med den der brændende fornemmelse, hvor fingrene får sit helt eget liv - sætter hjernen af og tager over - og jeg ikke længere er i stand til at holde fast på linen. Min venstre hånd hjælper til og mærker kort efter den samme brændende følelse på spidsen af min langefinger. Jeg kigger på mine fingre, mens jeg prøver at samle mig og vise min hest det lederskab og mod, han har så afgørende brug for ligenu. Jeg trækker vejret dybt og går med så afslappede lange skidt, det er mig muligt. Den brændende følelse i fingrene afløses af svien. Jeg kigger på fingrene igen. Det er heldigvis bare overfladisk. Så begynder hjernen at virke igen. Hvad skete der? Det gik så stærkt. 

Min hest og jeg gik en tur efter dagens træning fra jorden hjemme på vores bane. Da vi kommer op af vores 75 meter lange grusvej, går vi til højre ad vejen gennem byen. Det er en asfalteret vej med to meter græs rabat og høje træer og buske til begge sider. Ca. 50 meter længere fremme skal vi til venstre. Da vi er halvvejs kommer en kæmpe lastbil med anhænger i høj fart mod os. Jeg vinker til chaufføren om at sætte farten ned, men han fortsætter. Det går så stærkt, og jeg når ikke at tænke så meget før lastbilen passerer os. I det sekund den er ud for os, vender min hest Vincent rundt og galopperer afsted. Nu føles det som en virkelig dårlig film, der afspilles i slowmotion. Jeg ser min hest løbe i rabatten side om side med lastbilen, mens jeg bliver trukket med ham holdende fast i longelinen, der meter for meter løber ud af mine skrællede hænder. Så ophører larmen - lastbilen er forbi os - og så sker der noget helt vidunderligt. Vincent, der har retning hjemad og er kun få meter fra vores egen grusvej, sætter i trav og derefter i skridt. Så drejer han rundt, og står nu ude på vejen og kigger på mig. Longelinen er snoet rundt om hans hals, og selvom han stadig ser lidt skræmt ud, kigger han på mig, som om han vil sige "Er du ok?". Jeg går roligt hen til ham, vikler ham ud af longelinen og aer ham på halsen. Kom lad os gå videre.

Hvor er livet dog foranderligt. En rutchebane af følelser væltede frem og min selvsnak tog over; "Jeg kunne have mistet ham" og jeg følte en dyb taknemmelighed over, at han stadig var ved min side. "Idiot af en lastbil chauffør" - "han måtte slet ikke køre der" - "hvorfor fanden tog han ikke farten ned" - en følelse, som jeg har oplevet mange gange i mit liv specielt, når jeg har været kommet til skade. Den der følelse af ikke at kunne stole på verden og på andre mennesker. En svær følelse af at være uheldig - bange for at komme til skade, bange for at leve - og et øjebliks lyst til at gå tilbage i min hule og aldrig komme frem igen. En stærk følelse af lettelse over, at der trods alt ikke skete mere med mig; "Det er kun huden, der er revet af fingrene - det heler hurtigt igen". Så påskønnelsen af "at jeg stadig kan skrive". Og dernæst en påmindelse om at skrive mere. En påmindelse om at gøre mere af det, der gør mig glad. Og endelig en stor følelse af en helt unik samhørighed med min skønne hest, der vælger at kigge efter mig, da den værste fare er ovre.