25-11-2018

Vincent og Gumi

Tilbage i 2007/2008 kom en rytter på en islandsk hest til mig for at få undervisning. Hendes kollega, der red en oldenborg hoppe, havde anbefalet mig. Da jeg ingen erfaring havde med islandske heste dengang, brugte jeg mine mange års erfaring som dressurrytter og dressurdommer. Det viste sig at bære frugt og ekvipagen blev spurgt om at repræsentere Danmark ved et stort arrangement i Sverige. Jeg tog med og sugede viden og lærdom til mig. På et tidspunkt var der også fremvisning af forskellige hingste. En rød hingst kom på banen, og da jeg så den hingst blev jeg meget begejstret for dens utrolig flotte bevægelser. Sådan en hest ville jeg have mig en dag. I 2012 hørte jeg om en hest ved navn Vincent, men på det tidspunkt ledte jeg ikke efter en hest mere. To år efter gik min søgning i gang og Vincent dukkede op igen. Jeg var vild med ham. Vild med hans sind og hans skønne bevægelser. Da jeg så hans papirer gjorde jeg store øjne. "Jamen han er jo efter den hingst, jeg så for mange år siden …" Det var helt klart ment to be, og jeg er så utrolig glad og taknemmelig for at han er min. Denne weekend blev så noget ganske særlig, da jeg var på et Blossi kursus med Rasmus Møller Jensen på Tjenergården. Vincent var en stjerne at have med, faciliteterne og omgivelserne skønne og undervisningen helt fantastisk. Æblet falder vidst ikke så langt fra stammen, og nu hvor jeg har mødt Gumi og snakket med ham i boksen, forstår jeg hvorfor han gjorde så stort et indtryk på mig for mere end 10 år siden.