15-01-2020

En kastanie i gave

 Igår fik jeg en kastanie fra en sød lille piges pony. Hun havde selv pillet kastanien af sammen med hendes mor. “Jeg har en gave til dig” sagde den lille pige forventningsfuldt og rakte hendes lille hånd frem imod mig. “En gave til mig” svarede jeg noget overvældet (afbrudt midt i min undervisning). Pigen havde for første gang selv redet en undervisningslektion ved mig lidt tidligere på aftenen, og havde haft et grimt fald fra ponyen. Noget hun tilsyneladende ofte gjorde - ponyen løb simpelthen fra den ene ende af ridehuset - stoppede brat op eller bukkede - og så faldt pigen selvfølgelig af. Pigen havde en panik strop i sadlen, som hun plejede at gribe fat i, når ponyen spurtede afsted. Men det nåede hun så ikke denne gang. Tårerne trillede ned af den lille piges kinder, men uden en lyd, lod hun sin mor løfte sig op på ponyen igen. Jeg sagde til pigen og moderen, at det var vigtigt, at der altid var en voksen, der havde fat i ponyen, når pigen red. Jeg satte en line i ponyens trense og fulgte med dem rundt på banen. Nu var det vigtigt, at pigen (og ponyen) lærte, at hvis der blev taget i tøjlerne, skulle ponyen stoppe og hvis pigen lagde schenklerne til, skulle ponyen gå frem. Sådan brugte vi banens bogstaver til at lave skridt-parade-skridt og skridt-trav-skridt.  Pigen lavede selv alle overgangene, og jeg fulgte bare med. Pigen var faktisk ret god til at mestre teknikken, og hun blev bedre til at blive "bagved" hesten - i modsætning til at sidde klar til at gribe i stroppen, som sådan en anden rodeorytter. Det hjalp hende selvfølgelig også at mærke, at jeg dæmpede ponyen, når den forsøgte at fare frem. Da lektionen var slut, var pigen heldigvis glad igen. Så glad at jeg åbenbart havde fortjent en gave efterfølgende. "Tak for gaven", sagde jeg let forvirret over denne fine gestus. "Den er for held og lykke", svarede pigen, og mit hjerte smeltede.