26-02-2021

Kan du mærke begge dine sædeben?

Igennem mange mange år har jeg døjet med smerter i min lænd og følelsesforstyrrelser i mine ben og fødder. Ikke overraskende med det brud jeg pådrog mig på lænden, da jeg faldt af min hest i 1999. Efterfølgende har jeg fået nogle tilstødende komplikationer i form af diskus udfordringer og slidgigt.

For nogle år siden fik store udfordringer i min opstilling og ridning. Jeg syntes, at min balance i sadlen var dårlig, og det så ud til på videoerne, at jeg sad skævt. Jeg følte ikke, at jeg kunne mærke mit venstre sædeben i sadlen, og min overkrop lagde jeg ned mod venstre (og derved knækkede jeg "lynlåsen", som jeg beskriver i min bog "En halv parade - fra godgrundridning til de lette dressurklasser"). Derfor søgte jeg hjælp ved Fysioterapeut Kristine Høgh Hændler. Det møde blev en gave for livet. Både i forhold til mit daglige velbefindende og ikke mindst som rytter.

"Er der aldrig nogen af alle de behandlere, du har gået ved, der har fortalt dig, at du ikke har lige lange ben?", spurgte Kristine få sekunder efter, at hun så mig første gang. "Øh, næh", svarede jeg lettere forvirret. Det vidste sig, endda ganske tydeligt, at mit højre ben er længere end det venstre. Kristine forklarede, at hun i sit daglige arbejde som fysioterapeut så mange mennesker med uens benlængde. Mange får aldrig problemer med det, men hvis man får skader på kroppen, så er der stor risiko for, at det faktum at man bærer sig selv skævt, kan give en masse følgeskader, som på sørgelig vis ofte bare tørres af på den skade, man har pådraget sig.

I månederne optil at jeg kontaktede Kristine, var jeg begyndt at træne i fitnesscenter med det formål at blive mere fit og stærk og for at tabe mig. Jeg nyder at træne i fitnesscenter. Jeg elsker følelsen af at gøre noget godt for mig selv (og i sidste ende også for mine heste). Jeg elsker den personlige udvikling, som jeg gennemgår, og jeg har som rytter og underviser stor glæde og gavn af den forøgede kropsbevidsthed, som jeg opnår gennem de forskellige styrketrænende, smidiggørende og kardio trænende øvelser, jeg udfører i fitnesscentret. Men efter kort tid fik jeg oftere følelsesforstyrrelser i mine ben og fødder og forøget smerter i min lænd. Smerter som jeg kunne genkende helt tilbage fra min genoptræningstid efter rideulykken. 

Da Kristine så mig første gang, var min muskulatur i højre side tydelig mere udviklet end i min venstre. Når jeg fx. sad på en stol med let bukkede ben, bulede min lårmuskel på højre ben op, mens den venstre var flad. Så i al den tid jeg havde trænet, havde jeg trænet mig selv skæv. 

Kristine forklarede mig, at man kunne have uens benlængde af mange grunde. I mit tilfælde er det simpelthen en formodet medfødt skævhed i mine knogler i mine ben. Altså at skinnebenet og/eller lårbensknoglen er længere i højre side end i venstre. Der er en forskel på ca. 7 milimeter, og umiddelbart lyder det måske ikke af meget, men på hesten ser det ofte ud til, at jeg har længere højre bøjle end venstre. Det ben, der er længst, lander først, forklarede Kristine, og det ben, der er kortest, lander overstrakt og med tilt i bækkenet frem, således at sædebenet tilter bagud, og man kan derfor siddende i sadlen ikke få bækkenet ind under sig, dvs. man kan kun drive/få kontakt med hesten i højre side af sædet. Mange af de udfordringer jeg havde som rytter, gav pludselig mening.

Kristine rettede mit bækken, og alene den behandling var yderst tiltrængt. Jeg var tæt på at græde. Det gjorde ikke ondt, men den fornemmelse jeg fik, da mit bækken igen sad lige, var utrolig forløsende. Hvis vi blot havde stoppet der, var mit bækken helt sikkert tiltet igen, når jeg var kommet op fra briksen og gik videre på mine uens længde ben. Faktisk skete det få uger efter, hvor jeg i nogle dage med høj feber og influnza var sengeliggende, og derefter skulle jeg ud og ride igen. Jeg var på det tidspunkt i færd med at prøve en ny sadel til min hest Vincent, der ikke er bleg for at påpege, hvis han mener, at noget er galt. Og den dag "råbte" han meget højt; Han stoppede op flere gange med ørerne vendt bagud, og han hylede demonstrativt, sådan som kun han kan, da jeg steg af og på. De kloge hoveder omkring mig ytrede logisk nok, at den der sadel ihvertfald ikke passede til ham. 

Jeg tog frustreret kontakt til Kristine samme dag, der roligt forklarede mig, at jeg ikke havde gået længe nok på mine lige ben, så min muskulutur var stærk nok til at holde mit "skæve skelet" og slet ikke, når jeg slap med feber havde været sengeliggende. Jeg kørte straks til Kristine, der igen rettede mit bækken. Samme aften gik jeg ud til Vincent, sadlede ham op med den "forkerte" sadel og red min skønne Vincent, der glad og tilfreds virkede som om han vidste, at han havde mindet mig om, hvor stor indflydelse vores egen opstilling og balance har på vores heste. 

Siden mit første besøg ved Kristine har jeg gået med en sål i min sko på mit korteste ben. Alle sko og støvler, som jeg ikke kan have sål i, er erstattet med sko, hvor sålen kan være der. Mit held er at min venstre fod - på det korte ben - er mindre end min højre fod, så det passer som regel ok med en sål i den ene sko. Jeg går ikke på bare fødder, og hvis mit bækken sidder korrekt er det ligefrem ubehageligt at gå på mine skæve ben.