Stil og Bøj din Hest Korrekt OK12  SBHK Image

For at bevare hesten sund og rask må den belaste sig ens i begge sider. Ligeudretning, som er et af de 6 punkter på Træningsskalaen, er et udtryk for, at hesten er lige mellem tøjlerne og sporer lige, så den sætter bagbenene lige frem og op i forbenenes spor og således med sin længdeakse følger såvel de lige spor som de buede spor, hesten rides på.

Hesten bliver, gennem de forskellige dressurøvelser - voltefigurer, vendinger og sidebevægelser - i stand til at bøje og strække sig lige meget til højre og venstre. Når hesten går frem på et buet spor, går den med optimal balance og bevægelse, når den stiller og bøjer sig, så formen på hesten passer præcis med det spor, hesten går på. Kun sådan kan den fortsat spore lige. I schenkelvigning, hvor hesten stilles og i versader og traversader hvor hesten stilles og bøjes, rider vi hesten op på flere spor. 

At kunne stille og bøje hesten korrekt er derfor en afgørende teknik at mestre. Det giver hesten en afspændthed i nakken og en løsgjort krop. Ligesom det forbedrer hestens skulderfrihed, smidighed og spændstighed, udvikler hestens evne til ligeudretning og forbereder hesten på samling.

På Stil og Bøj din Hest Korrekt lærer du blandt andet:

  • At skille dine hjælpere ad, så du med den rette timing kan ride din hest med lette, fine og effektive signaler.
  • Hvorfor det er så afgørende vigtigt at mestre at stille og bøje din hest korrekt.
  • Hvordan du stiller din hest korrekt og derved hjælper hesten til løsgjorthed og afspænding.
  • At undgå skæve hovedstillinger.
  • Hvordan du opnår en reel fremadsøgning til dine hænder.
  • Hvordan du bøjer din hest korrekt, bevarer din hest smidig og elastisk og får udlignet eventuelle skævheder fra dig og din hest. 
  • Hvor hestens ligeudretning er, og hvordan det føles. 
  • Hvorfor det at stille og bøje hesten ligefrem kan blive årsagen til, at hesten viser knap så gode gangarter. 
  • At kombinere forskellige opgaver og øvelser og derved bliver endnu bedre til at stille og bøje din hest korrekt. 
  • Hvor stor indflydelse din egen bevægelighed og placering har for hestens balance også når du stiller og bøjer hesten.
  • Hvad du kan gøre for at løse typiske udfordringer.  
  • Hvorledes du kan drage uvurderlig nytte af denne forståelse i din og din hests videre uddannelse og udvikling.

Kurset består af undervisningsvideoer med indhold, som du vil kunne relatere til og reflektere over, og som vil give dig en større forståelse og bevidsthed. Heriblandt korte foredrag som teoriundervisning og masser af videoer optaget af rytter og hest på ridebanen og i ridehuset. Du får masser af opgaver og øvelser, som du skal ride på din hest, og du kan stille spørgsmål og modtage direkte hjælp af Karina undervejs.

Dette online kursus giver dig intensiv undervisning, inspiration og motivation. Du kan følge undervisningen, når det passer dig, og så ofte og så længe som du har lyst, og træne med din hest direkte efter instruktionerne. Du har fortsat adgang til undervisningen også efter, at du har gennemført kurset.