Definitionen af begreberne er fuldstændig afgørende!
I en undervisningslektion fornylig trænede rytteren schenkelvigninger på hendes hest. Hesten var indimellem noget anspændt, når rytteren red den frem på stor bane i ridehuset. Det var derfor oplagt at træne schenkelvigninger for at opnå mere løsgjorthed og skulderfrihed, og for at rytteren fik en bedre fornemmelse af at have hesten foran sig og mellem indvendige schenkel og udvendige tøjle. Hesten ville ved træning i schenkelvigninger komme til at bruge sin bugmuskulatur til at løfte ryggen op og med den stabile kontakt på mindst én tøjle - her den udvendige - ville rytteren efterfølgende også kunne forlænge hestens overlinje og dermed kunne afspænde hesten.
I min bog En halv parade - fra god grundridning til de lette dressurklasser side 156-161 forklarer jeg, hvorledes du udfører en god schenkelvigning. Med stor bevidsthed om din måde at placere dig på, skal der kun lette hjælpere til at indvirke til schenkelvigning.
Rytteren havde tydeligvis en helt anden opfattelse af schenkelvigning, og hesten flyttede sig slet ikke til siden for rytterens sideførende schenkel, men satte i stedet først farten op for så i næste forsøg at stoppe forvirret op. "Det er da mærkeligt", sagde rytteren, "han laver dem ellers så fint fra jorden". Rytteren hoppede af og viste mig det. Rytteren holdt nu bagud i den indvendige tøjle, mens hesten gik rundt om hende. Hesten krydsede godt nok indvendige bagben ind foran udvendige, men hestens hals var drejet indad, og hesten skød sin udvendige skulder, mens den bevægede sig rundt om rytteren. "Det er ikke en schenkelvigning, I laver der", udbrød jeg straks. Jeg underviste rytteren i, hvad formålet med schenkelvigning er, og hvad hesten præcis skal gøre, for at schenkelvigning netop bliver en løsgørende og smidiggørende øvelse, der forbedrer hestens skulderfrihed og bevægelighed. Det gav mening for rytteren, og vi fortsatte træningen først fra jorden, sådan som jeg også forklarer det i min bog Træn din hest fra jorden side 103-106. Nu forstod hesten at vige for en let berøring på hestens ene side, og rytteren kunne med en let berøring med den ene schenkel efterfølgende ride hesten i schenkelvigning.
Når vi bruger de forskellige begreber som schenkelvigning, versade, en halv parade og så videre, er det så fuldstændig afgørende vigtigt, at vi er enige om definitionen af begreberne. Hvad skal opgaven eller øvelsen gøre godt for. Hvad skal hesten præcis gøre. Og hvad skal rytteren gøre for at gøre det så let som muligt for hesten at udføre. Vi må om ikke andet i den enkelte lektion med den enkelte underviser tale samme sprog og være enige om definitionen af begreberne.
