Skyder din hest skulderen?

Skyder din hest skulderen? Så skift tempo. Så kort kan det siges!
Din hest skyder nemlig skulderen, fordi den ikke går reelt fremad eller omvendt, fordi den går så meget fremad, at den ikke kan holde balancen. I begge tilfælde bærer og skubber hesten ikke optimalt på sine bagben, men lægger i stedet vægten på forparten, sådan som det er helt naturligt for hesten at gøre. Og med vægten på forparten, forskyder den sine skuldre. Derfor skift tempo - så du først og fremmest sikrer dig, at du har hesten foran dig, og dermed kan ride din hest frem på det spor, du ønsker at ride. Bevæg dig større i sædet kombineret med en let berøring med begge schenkler for at få hesten frem og op foran dig eller bevæg dig langsommere kombineret med en let anholdning på begge tøjler for at opsamle energien og omdanne tempoet til spændstighed. Herved genfindes balancen. Både din og hestens. Du bliver nemlig mere bevidst om ved denne korrektion at sidde i egen balance, ride din hest lige mellem tøjlerne og have hesten mellem og foran dine schenkler. Vær klar på at hjælpe din hest til at bevare balancen løbende med disse små korrektioner, som kan skifte fra det ene øjeblik til det næste. Rid også gerne kortvarige temposkift, så du bliver endnu mere fin i din indvirkning og så din lette indvirkning bliver effektiv. Hvor lidt kan du nøjes med.
Rigtig god fornøjelse.
Find meget mere lærerig inspiration i mine bøger og på mine onlinekurser.